TÅGEVALS
Tågevals var Davids første Krimi, der vandt konkurrencen ‘Døden har en årsag’ tilbage i 2015. Her er den i sin fulde længde.
TÅGEVALS
Af David Garmark
”Vi må fandme da snart være der?” Vilhelm hev efter vejret. Det satte straks et hosteanfald af de store i gang. Hvis der havde været dyr i nærheden, ville de være forsvundet mens han harkede, gøede og glammede som en overvægtig bulldog. Turen gennem Nordskoven havde lagt fem år til hans alder på 81. ”Hvad helvede er det du har lokket mig ud i Karl?” Karl klappede og smilede for første gang, siden han var stået op den morgen. Turen fra sommerhuset i Kulhuse havde været lang og anstrengende, det medgav han. Han var kun to år yngre end sin bror, der gik og gispede efter luft foran ham. Karls egen kondition havde aldrig været god. Men det frydede ham alligevel, at Vilhelms tres år med en pakke smøger om dagen, havde haft sin pris.
”Jeg tror det,” sagde Karl i en - håbede han - let og ubesværet tone og skubbede brillerne på plads. Han ville ikke virke for påvirket af turen. Han vidste af erfaring, at Vilhelm ville falde over ham med det samme, hvis han viste det mindste tegn på svaghed. Sådan havde det altid været. Altid.
”Jeg håber du har styr på det her? Jeg er ikke i humør til at fare vild i den her skov.” Vilhelm harkede igen og spyttede noget ud på jorden. En våd lyd. Som når man smider et stykke blodigt kød på køkkenbordet.
”Tag det nu roligt Viller, vi er der snart. Vi skal lige ud, og så til venstre næste gang vi kan komme det. ”Der burde være en dyresti ud til vandet.” Karl havde styr på det. Han havde forberedt denne tur i en måned. Han måtte sørge for at opmntre sin storebror lidt: ”Nyd nu bare skoven og den friske luft.”
”Friske luft?” Vilhelm fnøs. ”Et eller andet er kravlet ind under en busk og er dødt her, kan du ikke lugte det? Og lad være med at kalde mig Viller!” Karl snusede ind. Vilhelm havde ret. Der hang en svag lugt af råddenskab i luften. Som et usynligt vidnesbyrd om, at være den mest udsatte i fødekæden. Den svageste. Karl havde følt sig sådan i forhold til sin bror. Og på en måde var stanken af forrådnet kød en påmindelse. En påmindelse om hans egen dødelighed. Hvor længe havde han igen? Det var selvfølgelig umuligt at sige. Men han følte sig frisk.
Ejner, de gamle mænds far, havde mistet livet i en arbejdsulykke i ’45. Han var faldet ned fra en bro. Elise, deres mor, død i barsel da hun fødte deres lillesøster Anna. Hun havde heller ikke overlevet den traumatiske oplevelse. Men det var også ligegyldigt, tænkte Karl. Han havde for længst forholdt sig til at han skulle væk en dag.
Vilhelm standsede på stien foran Karl og rystede på hovedet. ”For helvede. Jeg skal pisse igen,” sagde han. ”Det er din skyld!” Han pegede på Karl med en tyk finger og smed rygsækken og fiskestangen på stien mens trådte ind i tykningen. Han var en stor mand, Vilhelm. Til forskel for Karl, der var spinkel, grænsende til det sygeligt tynde. Og på ben, der så ud til at ville knække under ham, hvert øjeblik det skulle være. Og til forskel for Karl, som havde en tyk gråhvid manke af hår endnu, så var Vilhelm pilskaldet. Dybe furer og en hud der havde et decideret branket udtryk efter et liv i Sydspaniens nådesløse sol gjorde, at Vilhelms ansigt viste mere karakter end Karls nærmest pastelhvide kompleksitet. Karl havde tilbragt det meste af sit liv indendørs. På kontor.
”Nårh ja, det er klart?”
”Alt det kaffe du altid laver.” Vilhelm stønnede for at nå lynlåsen under sin enorme mave.
”Der er vel ingen, der tvinger den ned i halsen på dig?”
”Hold kæft Karl, du laver for meget kaffe. Dag ud, dag ind.” Det plaskede bag træet. Karl kiggede ned i jorden. Evig og altid. Karl glædede sig til at lukke munden på ham. For evigt. Det prikkede i nakken på Karl. Han mærkede de karakteristiske røde pletter brede sig på hans hals. Dem der altid kom når han hidsede sig op. Rolig nu, rolig nu, tænkte han, det er ikke endnu. Han tog en dyb indånding. Og da han kiggede op, så han noget, der straks sendte et smil over hans rynkede læber og gjorde ham i bedre humør:
”Se - en hjort,” sagde han og pegede ind mellem træerne. Den stod med sin hvide rumpe mod ham og kiggede over skulderen. Lige på Karl.
”Sørme ja,” sagde Vilhelm og trampede frem fra træet, mens han besværet lynede op.
”Arh, nu skræmte du den væk,” sagde Karl og viftede en hånd mod Vilhelm. Idiot!
”Lad os nu bare komme videre,” sagde hans bror og samlede rygsæk og fiskestang op fra jorden igen. ”Ellers når vi aldrig frem.”
Vilhelm havde altid været et larmende menneske. Han talte højt, han bevægede sig som en gorilla og han ræbede og stønnede højlydt. Selv når han spiste. Karl så frem til, at udføre sin plan om ganske få timer.
”Det er nu dejligt, at vi stadig kan gøre sådan noget her,” sagde han til sin bror, ”det er længe siden vi har gjort det. Skoven er virkelig skøn lige nu.” Han snusede ind. Den rådne lugt var væk. Kun bark, græs og løv hang i hans næse nu. Og selvom han hørte dårligt, kunne han høre fugle pippe undt omkring. Hans humør lettede yderligere. Vilhelm nikkede.
”Ja, det er.”
”Jeg mener, vi er jo ikke helt unge mere.” Karl lo.
En halv time efter stod de foran den lille fiskerhytte, der havde været målet. Det var midt eftermiddag, og som Karl havde regnet med, havde det taget omkring to en halv time for de gamle mænd, at komme fra sommerhuset og ud til hytten. Hytten de skulle overnatte i, lå isoleret i kanten af Nordskoven ud til Roskilde bugt. Med femhundrede meter til den nærmeste vej. Mellem de to brødre og civilisationen lå nu bugten mod øst og skoven mod vest.
”Hvad er det?” Vilhelm stirrede på hytten.
”Hvad mener du?”
”Ja, hvad fanden er det der?” Storebroderen pegede hurtigt i retning af det lille hus.
”Hytten?”
”Nej, Mercedesen foran – ja, hytten for helvede din idiot, hvad er det. Der kan vi s’gu da ikke sove?”
”Jesus hvor er du blevet gammel.” Karl trådte nærmere. Men Vilhelm havde ret - igen. Huset var i en forfærdelig stand. Det var alt andet lige ved at falde sammen. Taget havde kæmpe huller omkranset af mos, burrer og græs, og hele hytten var ved at blive kvalt af planter og ukrudt på alle sider. Karl gik over til døren, der hang på sin ramme. Han hev hårdt i den, for at få den fri af noget vedbend, der klamrede sig til den som en parasit.
”Jeg ... jeg vidste faktisk ikke, at det var i så dårlig stand Vilhelm.” Karl ærgrede sig og forventede med det samme reaktionen fra sin storebror.
”Det gider jeg satme ikke det her Karl. Nu fisker vi lidt, og så tager vi hjem til sommerhuset bagefter. Flot, flot. Du har brilleret igen.”
”Undskyld, jeg husker altså stedet meget anderledes,” sagde Karl og kradsede sig på armen. Et eller andet havde bidt eller stukket ham. Han havde en rødlig plamage lige over håndleddet.
”Du husker som en guldfisk,” sagde hans bror og satte rygsækken fra sig. Han kiggede sig omkring med hænderne i siden. ”Men det var da godt, at vi vadede herud,” sagde han. Karl opfattede sarkasmen og vendte sig. Den skulle Vilhelm ikke have. Karl kneb øjnene en anelse sammen for at pointere, at han forstod Vilhelms anklage udmærket.
”Jeg har ikke haft et køretøj i tyve år, og du er blevet for blind til at køre bil. Desuden har du godt af at røre dig, dit fede læs.” Vilhelm glippede med øjnene. Så slog han en storladen latter op og klaskede sin yngre bror på ryggen, så han var ved at vælte på sine gamle ben.
”Du skal ikke klø for meget i det der, så går der betændelse i det, og i din alder dør man af det.” Han pegede på Karls håndled. ”Desuden så klarede jeg testen, men jeg gad ikke køre bil mere. Kom så. Lad os fiske!”
At fiske havde altid været en stor passion for begge brødre. Noget de havde og kunne lave sammen. Lige siden de havde været knægte i Roskilde halvfjerds år tidligere, havde de taget deres cykler og kørt ud til fjorden for at smide snører med agn i vandet, ikke så langt fra hvor de sad nu. Det havde aldrig været skematiseret hvornår de tog afsted. Altid impulsivt og utilrettelagt. Det havde været det fine ved det. Det havde været deres måde, at komme væk fra hverdagen sammen på. Deres tid sammen. Side om side. Med snører i vandet. Som brødre. Den tid hvor deres forhold var ubesværet og hvor begejstringen over at fange en fisk eller to, havde været rummet hvor bekymringer, anklager og konkurrence ikke havde plads. I stilheden. Og netop stilheden havde været en velsignelse for Karl. Vilhelm havde altid et eller andet at sige. Snakkede i et væk. Undtagen når de fiskede. Der elskede han sin bror.
Og nu, efter de havde sat sig ud på den lille mole der lå ud for den gamle, smadrede rønne, i nogle sammenklappelige campingstole de havde haft med, nød han stilheden endnu en gang. Vilhelm så ud til at være tilfreds og kiggede ud over fjorden med det samme lyksaglige udtryk, som Karl kunne huske fra alle deres ture sammen. Dovne bølger slog sig mod pælene på molen, og rullede med deres karakteristiske shwish ind over stranden. Forskellige fugle, Karl ikke kunne huske navnene på, hakkede i sandet efter fede orm og nyopskyllede muslinger. Insekter summede omkring dem, og solen varmede i nakken. Det var fredfyldt og afslappende. Turen derud lå bag dem, og begge brødre sad fordybet i deres egne tanker. Og selvom den stilhed var netop hvad de begge ønskede, kløede det indeni Karl. Ligesom det insektbid på armen. Men han kunne ikke klø igen. Han måtte stille spørgsmålet. Han brændte inde med det. Havde brændt inde med det på hele turen derud. Nu, da de var ankommet, kunne hans plan for alvor starte. Han tog en indånding:
”Hvordan går det med Elin?” spurgte han og kiggede hurtigt over på sin bror. Vilhelm stirrede ud i vandet. Han blinkede en gang og hev lidt i fiskestangen.
”Hun er død Karl, for nogle måneder siden.” Så lo Karl. Vilhelm havde altid haft en morbid form for humor. Vilhelm stirrede på Karl et øjeblik og stemte så i med latter. ”Nej, hun har det s’gu godt. Jeg skulle hilse Karl, selvfølgelig skulle jeg det.”
”Tak du. Jeg spørger bare, fordi hun lød lidt afmålt, sidst jeg snakkede med hende. Jeg tænkte, der var et eller andet? Hun er jo heller ikke helt ung mere.”
”Nej, tænk ikke på det.” Vilhelm stirrede igen ud over fjorden. Karl fornemmede, at han havde ret i sin formodning om, at der var ugler i mosen, så at sige. Han kunne ikke modstå fristelsen for at pirke lidt mere i overfladen – det var derfor de var der. Alt sammen en del af planen:
”Forstå mig ret: Jeg savner hende ikke længere på den måde. Hun kunne gøre som hun ville. Man bestemmer ikke over andre mennesker. Men du må indrømme, at det var lidt...” Karl ledte efter det rigtige ord. Han havde pludselig glemt det. Det havde været der lige før. Foran ham lå den åbne fjord med endeløse kubikliter saltvand. Han smagte efter ordet. ”...snigløb, nej, overhale indenom...”
”Lad os nu bare fiske,” sagde Vilhelm. Han så på Karl. Karl kiggede igen.
”Nej! Nej Viller, du stak mig i ryggen dengang. Du snuppede den eneste kvinde jeg nogensinde har elsket.” Karl mærkede vreden boble i ham igen, ligesom dengang. Det var godt. Vreden ville hjælpe ham. Vreden var hans ven.
”Jeg henter en øl.” Vilhelm satte fiskestangen fra sig i det dertil indrettede stativ foran ham og rejste sig ad to omgange med et støn. ”Jeg tror, du har brug for lidt væske.”
”Nårh ja, det er også rigtigt, for det er jo mig, der er helt fra den.” Karl stirrede ud over vandet. En fiskekutter tøffede rundt ude i horisonten. Sikkert på vej til Frederiksværk. Der var en del fiskere i Frederiksværk.
”Det er det, der er så fantastisk ved efteråret,” sagde Vilhelm, da han et øjeblik efter kom tilbage med to pilsnere, ”- farverne.” Han rakte den ene øl ud mod Karl, der til Vilhelms overraskelse hamrede den ud af hånden på ham, så den ramte molen og trillede i vandet med et dødt plask. Vilhelm trak hånden til sig. ”Hvad fanden Karl?”
”Farverne? Farverne? Hvad snakker du om? Efteråret? Farverne? Fiskekutter? Øl? Jeg snakker om det, du har taget fra mig.”
”For helvede Karl, vi er ikke taget herud for at skændes, vi er taget herud for at fiske.” Vilhelm så på sin bror med sammenknebne øjne. Karl åbnede munden for at sige noget, men Vilhelm afbrød ham: ”Slap nu af, og tag den her bajer, så henter jeg en ny.” Han rakte den anden øl ud mod Karl. Karl sagde ikke noget, men tog imod øllen.
”Hold kæft hvor er du irriterende.”
”Din mor er irriterende,” svarede Vilhelm bag ham. Karl smilede. Det var sandheden. Deres ’mor’ Grethe, havde været irriterende. Havde faktisk taget begrebet til nye højder. Men hun havde været meget mere end det. Hun havde været Karls natlige mareridt. Efter både Ejner og Anna havde forladt verden, blev Vilhelm og Karl adopteret af Annas søster Grethe og hendes mand Charles. Udtalt ’Sjarles’. De havde ikke selv børn, og de to drenge havde været en ordentlig mundfuld for dem. Grethe, sikkert også presset af efterkrigstidens andre udfordringer, havde været en stram tante, der lukkede drengene inde på deres fælles værelse uden aftensmad, når de larmede for meget, eller lavede andre uartige ting, som drenge gør. Ind imellem kunne de høre hende klage højlydt til ’Sjarles’ over deres tilstedeværelse, over alt det de formåede at spise, eller tusind andre ting. Karl havde været decideret bange for den kone. Ind imellem havde de fået prygl. Karl huskede...
Vilhelm kom tilbage med en frisk øl. Han stillede sig ved siden af Karl og strakte sin ryg så den knagede, mens han skyllede halvdelen af øllen ned i svælget.
”Men du har ret,” sagde Karl, ”det er virkelig fantastisk med farverne om efteråret.”
”Det var bedre,” sagde Vilhelm og satte sig ned. Stolen knagede i sine hængsler. ”Det var dig, der sagde vi skulle nyde den friske luft. Og den er bedre herude end inde i skoven. Man kan lugte vandet.” Karl nikkede.
”Undskyld for før.”
”Alt forladt.” Hans storebror drænede øllen i et sidste drag. Karl så måbende til. Hvor det både fascinerede og irriterede ham, at Vilhelm altid havde haft sådan en glubende appetit. Ikke bare på mad i alle afskygninger (hvilket sås tydeligt på hans omfangsrige statur), smøger, kvinder og masser af alkohol, men på livet. Han havde altid kastet det ned i sit kæmpe gab i skovlfulde. Liv efter liv. Han havde altid haft armene vidt åbne for alt, hvad der kom til ham. En nydelsesnarkoman.
Karl var anderledes. Han havde først sent i trediverne lært at drikke alkohol. Det smagte ham ikke rigtig. Heller ikke på sine gamle dage. Han drak for at være social. Og det var da dumt? Han havde aldrig tændt en cigaret i sit liv.
Første gang han tog Vilhelm i at have stjålet en af ’Sjarles’’ cigaretter, som han stod og sled med ude bag kostalden, havde Karl sagt ”du dør af det der.” For det havde han læst et sted. Men det gjorde Vilhelm ikke. Han stjal bare flere af Sjarles cigaretter.
Hvor mange kvinder Vilhelm havde delt sin seng med, vidste Karl ikke. Det var i øvrigt heller ikke passende for en mand i hans alder, at spekulere over det. Men Karl havde haft tre. Tre kvinder. Gennem næsten firs år. Og den ene havde været Elin.
”Måske hvis jeg havde været mere...”
”Kæft Karl, drik din øl og fang en fisk.”
Sådan. Sat på plads igen. De to brødre sad igen i tavshed og kiggede ud over vandet, Karl nippede til sin pilsner. Kutteren var nu en lille plet i horisonten. Det var underligt, syntes han, at sidde i fred og ro ved fjorden og have en følelse af, at et eller andet var rivende galt. Karl havde fornemmelsen af, at der stod en bag ham og prikkede hans baghoved igen og igen. Med en finger. En følelse, der var kommet med alderen. Det var sommetider svært for ham at huske, hvad han havde fået til middag aftenen før. Ja, til morgenmad samme dag nogle gange. Det var irriterende. Som at vågne om natten og skulle tisse. Men lige nu måtte han forsøge at fokusere. Han havde noget han skulle, og Vilhelm måtte ikke ane uråd. Så kunne det gå galt, fordi Vilhelm har så meget større end Karl. Han skulede over til Vilhelm, der stirrede på snøren ude i vandet.
”Kan du huske dengang vi gik i frøken Sørensens danskeskole?” spurgte han sin bror og stak umærkeligt hånden i sin jakkelomme. Jo, den var der.
”Jeg glemmer det aldrig.”
”Endnu et af Grethes påfund for at slippe af med os.” Karl lo og hev hånden op ad lommen. Pirkede op og ned med snøren ude i vandet.
”Hun regnede vel med, at det ville give os lidt disciplin?”
”Det giver ikke disciplin at danse som pige Viller, det er bare ydmygende.” Karl hev ind og smed snøren ud igen.
”Der var ikke piger nok Karl, og du var den mindste af os to.”
”Men alligevel.”
”Hvorfor fanden tror du, det var sjovere for mig, at danse med min bror? Jeg ville da langt hellere have danset med Ingeborg? Eller Kamma med de fine lyse krøller.” Karl havde ikke tænkt på det på den måde før. ”For fanden Karl, nu gør du det igen?” Vilhelm slog hårdt på armlænet af campingstolen.
”Hvad gør jeg?”
”Fortæller det samme ig ... nej, glem det!” Vilhelm rettede opmærksomheden ud over vandet igen. Hans mund kørte frem og tilbage. Han havde tydeligvis mere at sige, så Karl tav. Han vidste af erfaring, at Vilhelm ikke ville kunne tie stille. Og ganske rigtigt:
”Karl?”
”Ja?”
”Jeg ved, det er svært for dig at forlige dig med, men jeg elsker dig, og har altid gjort det. Du er min bror.” Vilhelms tone var blid, men Karl måtte være nådesløs. Han forestillede sig, at han var en dommer i en retssal:
”Så det var derfor, du huggede min kæreste?” Karl kunne godt lide den faktuelle tone han sagde det med. Det var jo det, der var sket. Vilhelm havde vitterligt hugget hans kæreste.
”Ja, det var derfor. Hun var ikke god for dig.” sukkede Vilhelm.
”Nej, det er klart – hun var bedre for dig, ikke? Det er det, du mener ikke?”
”Ja Karl, hun var bedre for mig – folk passer forskelligt sammen, ved du. Og I passede ikke sammen.” Karl syntes ikke det var sandt. Han syntes overhovedet ikke det var sandt. Det var måske endda den fedeste løgn, han nogensinde havde hørt. Han og Elin passede fremragende sammen, og han havde elsket hende af hele sit hjerte. Været sønderknust da...
Det var bare endnu en af Vilhelms undskyldninger. Endnu en af hans bortforklaringer, der dækkede over hans ufattelige grådighed. Han måtte smage alt, røre ved alt, tage alt og ... Vilhelm elskede ham? Karl måtte le. Hvilken verden levede hans bror i? En fantasiverden. Det var det uomtvistelige faktum. Derfor måtte Karl gøre det, han havde planlagt. Og snart. Han kunne ikke vente for længe. Vilhelm havde ikke i sinde at blive her hele natten. En alternativ plan formede sig. Men den skulle modne.
”Har du nogensinde tænkt over...” startede Karl. Vilhelm afbrød ham:
”...Hvor traumatisk der er, altid at have været den alle drillede uden at ens storebror gjorde noget ved det?” Karl måbede. ”Og det næste: Ved du hvor meget jeg græd, dengang du ødelagde min fodbold? Og dernæst: Du har altid været den, alle bedst kunne lide...”
”Hvad...?”
”For helvede Karl. Jeg orker ikke det her mere.” Vilhelm gned sig i øjnene. Solen var ved at forsvinde bag skoven og skyggerne strakte sig fra den, for at nå de to brødre med deres kølige omfavnelse. ”Du kan godt tage smørekniven op ad lommen nu.” Karl sad ubevægelig. Det Vilhelm lige havde sagt om fodbolden og alt det andet var præcis, hvad han havde tænkt sig at sige, for at forklare, for at få Vilhelm til at forstå. Forstå hvorfor Karl blev nødt til at tage hans liv. Det hele var tabt nu, og han vidste ikke hvorfor? Hvordan det var sket? Hvordan vidste Vilhelm om dolken i hans lomme? Igen mærkede han den velkendte prikken i baghovedet. Det element, der prøvede at komme frem igen og igen. Det, der var rivende galt. Han stak langsomt hånden i lommen og fiskede kniven frem. Det var ikke den spidse dolk han havde lagt der i morges. Det var en smørekniv. Sådan en man laver i sløjd af træ. Han kiggede ubegribeligt på den. Vilhelm rejste sig og tog stilfærdigt kniven fra Karl.
”Du har byttet den ud med en trækniv?” sagde Karl.
”Jeg har ikke byttet noget som helst Karl. Kom så!” Vilhelm rakte sin kødfulde hånd ud. Karls hånd forsvandt i den. ”Nu til dagens sidste punkt.”
Et øjeblik efter stod de to gamle mænd iført jakker og underbukser i den kolde fjord. Hånd i hånd, Vilhelm med højre hånd rundt om sin lillebrors liv, og Karl med venstre hånd på sin storebror skulder.
”Du husker da vals ikke?” spurgte Vilhelm.
”Selvfølgelig. En to tre, en to tre!” Karl nikkede en enkelt gang, og ganske stille begyndte de at dreje rundt om sig selv.
”Nu skal jeg fortælle dig en historie. Den er smuk og grusom, og er en fantastisk dejlig og sørgelig historie.” Karl lagde hovedet ind til Vilhelms bryst, lukkede øjnene og hørte den velkendte trefjerdedelstakt et sted i det fjerne. De dansede. ”Der var engang en dreng,” startede Vilhelm, ”der havde en storebror. De havde en ussel barndom, men drengen var stærk og begyndte at spille fodbold. Han blev så god til det, at han en dag kunne leve af det. Han var en spinkel dreng, men han blev stor og stærk og kraftuld. Og hans bror var stolt af ham.”
”Det var mig, ikke?” spurgte Karl og huskede det. Det nyslåede græs, de fint pudsede fodboldstøvler, duften af bolden. Pigerne, der i deres sommerkjoler fnisende kiggede på. Andre ting begyndte at dukke op i hans bevidsthed. Det skræmte ham.
”Det var det nemlig, og du klarede dig fantastisk. Tilbage til historien: Alle piger var vilde med ham og alle mænd så op til ham. Også hans bror. Men en dag mange år senere blev han syg. Han begyndte at glemme ting, og snart kunne han ikke rigtig klare sig selv. Så han kom til at bo hos nogen, der kunne.” Vilhelm holdt ham tæt ind til sig. ”Jeg ved godt du er forvirret lige nu, og det er ok. Du kan ikke gøre for det.”
”Vi flygtede...” sagde Karl. Han huskede det.
”Hver dag kommer vi herud og fisker. Det er det samme hver gang. Jeg klager over turen herud, for det gør dig glad. Du ser en hjort, der ikke er der. Jeg spørger, hvad det er for en rønne du har fundet frem, du bliver selv overrasket, jeg spiller sur, jeg spiller ligeglad, jeg spiller overbærende. Intet ændrer det, der altid sker. Du har kniven i lommen og vil slå mig ihjel.”
”Ja, jeg vil slå dig ihjel.”
”Du taler altid om Grethe, danseskolen, din fodbold som jeg ødelagde, alt det der Karl. For du kan ikke huske, at du har sagt det hele dagen før.”
”Det er rigtigt Viller. Jeg husker det ikke.”
”Selv nu kan du ikke huske, at vi var her i går. Og hver aften ender vi her i vandet og danser vals og jeg fortæller dig det, jeg fortæller dig nu.”
”Fortæl mig hvorfor vi flygtede?” sagde Karl stadig med lukkede øjne.
”Fordi du slog Elin ihjel.” Den prikken Karl havde i baghovedet holdt op. Dejligt. Dér var det. Det frygtelige han ikke havde kunnet huske. Den tirsdag aften han kom hjem og fandt hende sammen med Vilhelm. Den måde hendes hår havde danset på. Den måde hendes overraskede skrig havde lydt, da hun havde set ham i døråbningen. Han kunne høre det skrig i det fjerne sammen med musikken. I det kolde mørke mellem træerne. Karl fik kuldegysninger. Og køkkenet, som efter hun havde løbet efter ham, havde været smurt ind i hendes blod og totter af afrevet hår. En fingernegl han havde skåret af hende, da hun forsøgte at værne for hans køkkenkniv. Han havde været som et vilddyr. Havde dolket hende igen og igen. Selv Vilhelm kunne ikke gøre meget for at stoppe ham. Karl havde været stærk og fyrig. Fyldt med vrede. ”Og du har skabt din egen verden inde i hovedet Karl, hvor det meste er omvendt af, hvordan det virkelig var,” fortsatte Vilhelm.
”Jeg ødelagde din fodbold, fordi jeg ville være den eneste, der var god til at spille.” Karl mærkede vandet i fjorden stige op ad sine ben. Sandet under hans fødder føltes rart. Blødt. Han skulle tisse, men det var en god følelse. ”Men Elin var min,” mumlede Karl og talte en to tre inde i hovedet. Vilhelm sukkede.
”Nej Karl. Det var hun ikke. Hun var min kone. Vi blev gift i ‘67.”
Karl rykkede med et sæt ud fra Vilhelm, der ikke gjorde noget for at stoppe ham. Karl lagde mærke til at vandet var steget yderligere. De stod i vand til et godt stykke op ad låret.
”Det var jeg ikke klar over?” sagde han. Vilhelm skubbede hans briller på plads med en tyk finger.
”Det ved jeg, for det fortæller du mig også hver dag,” sagde han.
”Undskyld... men det er så længe siden.” Vilhelm lagde sin store hånd på Karls baghoved og strøg ham blidt over håret.
”Karl, det var sidste år.”
”Hva’ba’?” Vilhelm kiggede på ham med trætte øjne. Karl så, at der var ild i dem.
”Du havde forvildet dig ud fra plejehjemmet, du boede på. Du ved, der hvor du boede, fordi du ikke kan klare dig selv?” Karl nikkede ”Midt om natten. Af en eller anden grund huskede din senile hjerne hvor jeg boede, og eftersom jeg aldrig låser døren, fordi mine børnebørn kommer rendende med deres børn hele tiden og vil have kage, sodavand og bolsjer, så vandrede du tilsyneladende lige ind i soveværelset. Jeg ved ikke, om du gik ud igen for at hente kniven, eller om du havde den med, da du kom. Men du dolkede Elin i sengen mens hun sov.” Karl var tør i munden. Han ønskede, at han havde taget sin øl med ud i vandet.
”Det var da frygteligt hva´?” Hans briller var gledet ned på næsen igen. Han anede, at stranden var længere væk end før. Vandet var steget til livet. Han gav slip på blæren. Det var en rar følelse.
”Du kan nok forstå, at vi flygtede. Vi kan ikke have, at du ryger i fængsel. En gammel mand som dig?” Vilhelm klappede sin bror på ryggen.
”Nej uha, det ville være forfærdeligt, der har jeg været engang. Det vil jeg helst ikke igen.” Karl lo for sig selv og rystede på hovedet. Sikke en tanke. Absurd.
”Nej. Det kommer du heller ikke Karl. Vi er blevet for gamle til den slags. Og jeg er blevet for gammel til, at det her kan fortsætte. Jeg er træt. Jeg vil bare gerne sidde foran TV’et og spise småkager og drikke cognac. Og vi kan blive ved med, at have den her samtale resten af vores liv, men det kommer heller ikke til at ske.” Vilhelm svingede Karl rundt. Nænsomt. ”For det er uværdigt ... for os begge.”
Det tyste mørke fra skoven havde omsider omsluttet dem. Karl kiggede på sin bror og alt hvad Karl så i hans øjne var mildt. Ilden var væk. Det lysnede i hans sind. Han vidste godt hvad hans bror mente. Væk var Karls bidende had til ham. Alt hvad han havde troet om Vilhelm, var alligevel ikke sandt. Karl havde digtet det hele. Typisk ham. Vilhelm var en god bror, tyk men god og alt ville blive meget bedre nu, da han havde fortalt ham, hvordan tingene hang sammen. Han lagde hovedet ind til Vilhelm igen og dansede. I morgen ville han huske det hele, og de ville kunne le ad det sammen over morgenkaffen og basserne. Det var en ting, der var helt sikkert. Men lige nu, var det fantastisk rart bare at danse i vandet.
Tåge var krøbet ud over vandoverfladen inde fra stranden. Hen imod dem. Nogen begyndte at prikke Karl i baghovedet igen. Han huskede godt, at han skulle huske noget. Han smilede. Hvad var det nu?
Karl skuttede sig. Vandet var koldt nu. Det nåede op over maven. Det var svært at blive ved med at danse også. Det var som om hans fødder blev begravet i sandet. Uro. Prik. Prik. Han mærkede noget der svømmede ind i ham – glat og ækelt.
”Hør. Jeg synes, det bliver lidt for køligt nu,” sagde han til sin bror, der igen havde et fast greb om hans liv. ”Skal vi ikke vade ind på molen igen – fiske videre lidt? De bedste fisk kommer frem, når det er mørkt, ved du.” Nu ville chancen komme. Så snart Vilhelm vendte ryggen til, ville han hive dolken frem fra jakken og...
”Nej. Vi bliver lidt herude synes jeg.” Vilhelm klemte Karls skuldre kærligt. Karl mærkede, hvordan hans brors arme blev tungere, og han var ikke stærk nok til at bære dem. Hans ben var kolde og gav efter under ham. Han følte, at han sank længere ned i sandet. Det ækle svømmede ind i ham igen og sendte kuldegysninger op ad ryggen på ham, så det kildede i ørerne. Men det var ikke sjovt. Det var skræmmende.
”Hvad laver du Viller?” Karl spærrede øjnene op. Tågen kravlede nærmere. Nådesløst.
”Jeg slår dig ihjel Karl.” Vilhelms underlæbe dirrede. Ilden var tilbage i hans øjne. Karl så det tydeligt. Han var djævlen. Tågen var røgen der emmede fra ham.
”Viller, jeg er bange ... hvorfor? Hvorfor slår du mig ihjel?” Karl kiggede sig forvirret omkring. Det var meget mørkt nu. Han tabte brillerne i vandet. Befippet prøvede han at finde dolken frem fra jakken, men den var der ikke. Tågen samlede sig om ham. Hviskede ham i øret. Kyssede ham farvel. Det dunkede i hans baghoved. Hans læber dirrede af kulde.
Vilhelm pressede Karl ned i fjordens kolde omfavnelse.